Til forsiden

AfrikaAsienMellemøstenNew Zealand Skotland

AnbefalingerInformationsmøderUdstyrslisterGrupperejserFlybilletter

 

 

 

12 dage - klassisk safari

Denne safari til Kenya byder på nogle af de allerbedste parker i Kenya. Den udføres med vores engelsktalende tur guide, og der er lagt op til kvalitet frem for kvantitet.

 

Turen indeholder Kenyas største safariområder og viser de store kontraster Kenya har. Lodgerne, som vi bor på, ligger perfekt for den daglige safari, der er inkluderet i turen. Dyreforekomsterne er talrige, og undervejs er der besøg i en landsby eller skole for at komme tættere på Kenyanernes levevis.

 

Under hele rejsen bor vi godt. I Nairobi bor vi på hotel med komfortable værelser, swimmingpool, god service og mad efter dansk standard. På safarien bor vi på lodges af høj standard med et meget venligt personale og store tag-selv buffeter med alt hvad hjertet begærer af lækre retter.

 

For de, der vælger at afslutte safarien ved det Indiske Ocean, bliver vi indlogeret på Indian Ocean Beach Club, et flot 4-5-stjernet resort. Her forefindes alle tænkelige faciliteter. Ud over en velanlagt pool råder resortet over flere restauranter og kan tilbyde mange aktiviteter.

Ydermere kan der vælges ophold på den eksotiske ø-gruppe Lamu, hvor man kommer tilbage til det forrige århundrede i en ældgammel swahili kultur.

 

Ydermere kan tilvælges ekstra ophold i Masai Mara med ophold direkte ned til Mara floden på Karen Blixen Camp i 40 kvadratmeter store luksus telte. Hertil kan vælges vandresafaris og div. udflugter.

 

Afrejse           Efter eget valg til Nairobi

Hjemkomst     Efter eget valg fra Nairobi

Antal dage      12 fra/til Nairobi

Pris                Fra Kr. 17.690 pr person V/2 personer + flybillet

Rejseleder      Lokal engelsktalende guide  

 

Rejseplan (Printvenlig version)

Dag 1 Danmark - Nairobi  

Afgang om morgenen fra Københavns lufthavn. Ankomst om aftenen i Nairobis Internationale lufthavn, hvor der er modtagelse af vores folk i Nairobi.

 

Bagagen bliver bragt ombord på køretøjer, og der køres til det hyggelige Hotel Jacaranda for overnatning.

 

Ved ankomsten er der et kort informationsmøde, herefter er aftenen til fri disposition med udsigt til en velfortjent natte søvn.

 

 

Dag 2 Nairobi - Mount Kenya

Om morgenen er der en lækker morgenmadsbuffet, der serveres i den dejlige have ved poolen. Efter et solidt morgenmåltid starter safarien, og der køres nordpå mod Mount Kenyas skråninger.

 

Ruten er smuk og afvekslende med marker og landsbyer gennem det frodige højland med skovplantager. Inden længe ses Mount Kenya i horisonten som ligger ca. 180 km nord for Nairobi.

 

Området er specielt kendt for vandreture til toppen af Mount Kenya og de kendte "treelodges" eller trætop hoteller, der ligger i Aberdare skovene og i skovene på Mount Kenyas skråninger.

 

Tilsammen udgør området omkring 1.500 km² og er leverandør til over halvdelen af Nairobis vandforsyning.

 

Mount Kenya

Mt. Kenya er med sine 5199 m Afrikas næsthøjeste bjerg. Bjerget ligger midt på ækvator og byder på eminente klipper og gletsjere, og kigger du op mod de forrevne toppe, svæver der til tider ørne rundt.

 

Mountain Lodge

Ankomst omkring frokost på Mountain Lodge, hvor der er overnatning med udsigt til Mount Kenya.

 

Lodgen ligger ved et vandhul og et saltslik, som tiltrækker dyrene. Når man har været der et stykke

tid, fået sit værelse og opholdt sig i loungen med træbjælker og store vinduer, vinder denne lodge så småt ens hjerte.

 

Fra lodgen kan man dagen igennem iagttage dyrelivet. Næsten hver aften i skumringen kommer der elefanter for at slikke salt og drikke af vandhullet, og om natten høres trægrævlingernes gennemtrængende kalden.

 

Det er muligheden for at se vilde dyr tæt på, fra selve lodgen, der har gjort den kendt. Og ligeledes er det en afveksling fra at se dem fra en safaribil.

 

Værelserne, også kaldet ”reder”, er små med små vinduer, alt i træpaneler. Bad og toilet er fælles på gangene, men udmærket tilpasset, til de mange turister, som kommer hver dag på lodgen.

 

Udover der ved vandhullet hver dag kommer antiloper, bøfler, elefanter og andre dyr inde fra skoven, er der mange aber på lodgen….så man skal have et øje på hver finger.

 

Fra lodgen er der mulighed for en let vandresafari på 2-3 timer i skoven med en bevæbnet ranger og en guide.

 

På vandresafarien er man på niveau med naturen og får spændende information om skovens dyr, fugle, insekter, buske og planter med medicinsk virkning. 

Overnatning: Mountain Lodge. M/F/A

 

Dag 3 Mount Kenya – Samburu

Mount Kenyas natur og frodige skråninger forlades efter morgenmad for at køre videre nordpå. Efter godt fire timer er der ankomst til frokost i Samburu National Park på den flotte og meget afrikansk inspireret Samburu Game Lodge. Her er der overnatning, de næste to nætter.

 

Lodgen ligger suverænt midt inde i parken i dejlige, grønne omgivelser helt ned til Samburu floden og vil være udgangspunkt for de kommende dages safari i Samburu reservatet. Lodgen er af høj standard med et venligt personale og har et fantastisk køkken med særdeles god mad med buffeter for enhver smag.

 

Efter frokost er der tid til at nyde poolen inden den første store eftermiddagssafari.

 

Samburu National Park

Samburu National Park & Buffalo Springs er blandt Afrikas allerbedste parker, og et ophold i disse områder er meget udbytterigt. Områderne adskilles af floden "brunt vand" og udgør tilsammen 250 km².  Naturen er interessant og adskiller sig fra de øvrige safariområder i Kenya.

 

Der er tørt i Samburu og Buffalo Springs, og der findes kun mere hårdføre dyrearter, der har tilpasset sig den ringe nedbør. Naturen er smuk omkranset af bjerge, og i centrum finder man den livgivende Samburu flod. Det er den, der tiltrækker dyrene, og specielt i månederne før regntiden, overgår dyrelivet næsten alt andet i Afrika.

 

Kendetegnende er mange elefanter men også andre dyrearter, der er afhængige af at finde vand. Samburu og Buffalo Springs er varmere end de sydlige og østlige områder, men varmen er tør og ikke ubehagelig.

 

Ligeledes finder man den elegante gerenuk-antilope, også kaldet giraf-antilope, og den smalstribede "Grevys" zebra, der kan klare sig i lange perioder uden vand. Af andre nordlige arter findes netgiraffen, somali-strudsen og den majestætiske oryx-antilope.

Overnatning: Samburu Lodge. M/F/A

 

Dag 4 Ophold i Samburu

En hel dag ligger forude med spændende safaris i de tidlige morgentimer og de sene eftermiddagstimer, hvor vildtet er mest aktivt. Om morgenen er der mulighed for at se løver jage og i eftermiddagstimerne kommer elefanterne ned til floden for at drikke.

  

Om aftenen er stedet, man skal sidde, på den store veranda som nærmest buer ud over floden, og som regel ligger der meget store krokodiller på bredden ved lodgen. På den modsatte side af floden er der sat lys på et træ i skoven og lagt et stykke kød op i det. Er man heldig vil man se en leopard komme og hente kødet.

 

Fuglelivet er helt fantastisk og rovdyrene er vel repræsenteret. Der er mange oplevelser i denne park. Samburu Game Lodge ånder af Afrika stemning og hører til blandt de bedste lodger i Samburu.

Overnatning: Samburu Lodge. M/F/A

 

Dag 5 Samburu - Lake Nakuru

Efter morgenmad forlades Samburu med ankomst til sen frokost på Nakuru Lodge i Nakuru National Park.

 

Omkring Lake Nakuru bliver man mødt af et fantastisk syn med tusinder af flamingoer. Lake Nakuru er den kendte "flamingosø" som var med i Karen Blixen filmen "Out of Africa.".

 

Lake Nakuru

Søen er i store perioder af året hjemsted for flere hundrede-tusinder af lyserøde flamingoer, og forekomsten af alger og små krebsdyr tiltrækker både den lille "lesser flamingo" og den store "greater flamingo". Søens vandstand er svingende, og man kan ikke altid være sikker på, at der er mange flamingoer.

 

Dog finder man dem altid ved en af søerne i Østafrikas Great Rift Valley - nogle gange ved Lake Elmenteita lidt syd for Nakuru og andre gange ved Lake Bogoria i nord. Men der er altid mange fugleoplevelser ved Lake Nakuru.

 

Pelikanerne tager morgenbad i de første timer efter solopgang, flodørnenes skrig høres fra de gule akacie febertræer nær søen, og de farvestrålende isfugle fisker i de små vandløb.

                                                                                      

Den tætte skov omkring søen byder på spændende oplevelser med de langhårede colobus-aber, bavianer, sorte næsehorn, vortesvin og de sjældne Rothchilds-giraffer. I skovene omkring søen har vi desuden den største chance for at se den sky leopard.

 

Væk fra søen findes åbne savanneområder med bøfler, hvide næsehorn, antiloper, vandbukke, løver og mange andre dyr.

 

Lake Nakuru Lodge

Placeret højt oppe i den sydlige ende af Nakuru National Park ligger Nakuru Lodge med en fantastiks udsigt ned over søen. Det er en ældre lodge, men stadig med kvalitet og service i top.

 

Lodgen har plads til 120 gæster. Alle værelser med pænt bad og toilet. Der er bar, flot swimmingpool, fælles område og restaurant. Morgenmad, frokost og aftensmad serveres som oftest som buffet med rigeligt udvalg for enhver smag.

 

Ligeledes har lodgen et dejligt haveområde med gule akacie træer, yellow feber trees, palmer og store kaktus. Omkring lodgens område ses ofte dyr til glæde for gæsterne, og som altid er der fugle.

 

I kan frit vælge at tage med på dagens safaris, måske vandre rundt og nyde lodgens dejlige område og fugleliv eller blot slappe af ved poolen under opholdet.

Overnatning: Lake Nakuru Lodge. M/F/A

 

Dag 6 Nakuru - Lake Naivasha

Nu går turen til Lake Naivasha omkranset af de smukke Yellow Fever Akacie træer. Søen har ingen krokodiller men et rigt fugleliv og en god bestand af flodheste. Der er båd safari og mulighed for vandretur i den imponerende Hells Gate kløft, med god tid til begge dele.

 

Køreturen fra Lake Nakuru til Lake Naivasha er på god asfaltvej. Der er ankomst til en dejlig frokostbuffet på Sopa Lodge, hvor der ligeledes er overnatning. Efter frokost er det tid til bådsafari til den lille halvø Crescent Island. Her er der en let vandresafari med god chance for at opleve giraf, zebra, gnu, Thomson’s gazelle og andre antiloper på ganske nært hold. Ligeledes opleves søens imponerende fugleliv med bl.a. hejre, marabu storke, fiskeørne, små sangfugle og pelikaner.

 

Søen er en lavvandet ferskvandssø med mineralske salte og den højest beliggende af Rift Valley søerne. Overfladearealet er på 160 kvadratkilometer, men dette kan variere afhængigt af nedbøren. Mellem 1937 og 1950 blev søen brugt som landingsplads for vandflyvere fra "The Imperial Airways". På omkring samme tidspunkt boede Joy Adamson, forfatteren bag Born Free, ved søens breder.

Overrnatning: Sopa Lodge. M/F/A

 

Dag 7 Hells Gate

Om formiddagen er der mulighed for et trek i den imponerende Hells gate. En kløft som er formet af vind, vejr og flodvand i regntiden. Det er en oplevelse af de helt specielle, at se og vandre i denne canyon. Turen er ikke hård, men der kræves et par gode sko. Har man ikke lyst til at gå, kan man blive på lodgen og nyde poolen eller blot slappe af.

 

Sopa Lodge

Sopa Lodge ligger smukt anlagt ned til søen. Det er en nyere lodge bygget færdig i 2002. Alle fælles faciliteter er i lodgens flotte hovedbygning, mens indkvarteringen foregår i 21 hytter, som hver har 4 store værelser med udsigt ud over den velanlagte have. Kan man holde sig vågen om natten kan flodheste ses komme op fra søen for at og græsse på lodgens område nede ved søbredden.

Overnatning: Sopa Lodge. M/F/A

 

Dag 8 Lake Naivasha - Masai Mara National Park

Rejsen kører nu sydvest på til et af turens højdepunkter, nemlig til Masai Mara National Park. Der er i alt tre overnatninger på den hyggelige Mara Simba Lodge, beliggende ved en af Mara flodens bifloder. Lodgen ligger perfekt med god tid til at opleve denne fantastiske park.

 

På vej ned mod Masai Mara køres gennem Great Rift Valley med mange vulkaner og søer. Ankomst til sen frokostbuffet på Mara Simba Lodge.

 

Mara Simba Lodge har både værelser og stationære store luksuriøse kanvas telte. Der er mulighed for overnatning i store luksustelte mod et ekstra tillæg.

 

Mara Simba Lodge ligger i den østlige del af Masai Mara i et område, hvor der altid er mange dyr, og lige ned til bredden af Talek River, som er en stor sideflod til Mara-floden. Herfra kan man hører flodhestenes prustens både nat og dag. Hele lodgens område, som er lavet med stor respekt for naturen, strækker sig næsten 1 kilometer langs floden og falder perfekt ind med landskabet.

 

Der er vildt voksende træer og stor variation af fugle og sommerfugle. Lodgen, som er designet i traditionel Masai stil, er af høj standard med masser af komfort, store værelser og brede gangstier, som forbinder bar, restaurant og loungeområdet med værelserne.

 

Værelserne

Der er 84 værelser arrangeret i grupper af 6 i hver sit naturlige miljø. Alle værelser er fuldt moderne med bad og toilet samt egen private veranda med vidunderlig udsigt til Talek River. Der er 220 Vac leveret fra en generator, mulighed for tøjvask og specielle menuer for børnene.

Overnatning: Mara Simba Lodge. M/F/A  

                                              

Dag 9 og 10 Masai Mara National Park

Der er nu to hele dage til at opleve denne fantastiske park med en af Afrikas største koncentrationer af vildt liv samlet på et sted.

 

Masai Mara er Kenyas mest kendte safariområde, indbegrebet af Afrikas savanne med store åbne sletter og vider med bølgende græs og store dyreforekomster året rundt. Udover ”The Migration” er

Masai Mara specielt kendt for mange løveflokke, og på de åbne sletter oplever man savannens hurtigste sprinter, geparden, på udkig efter thomsons gazeller og impala antiloper.

 

Rovdyr, der også ofte forekommer på en safaritur i Masai Mara, er leoparder, hyæner og sjakaler. Andre dyrearter er elefanter, bøfler, giraffer, strudse, zebraer, forskellige antilopearter som Topi og Eland samt flere hundrede fuglearter, hvor grippe, ørne og den særprægede sekretærfugl er på jagt efter slanger.

 

I perioden fra juli til oktober bliver sletterne i Masai Mara klædt i et tæppe af mange hundrede-tusinder af tilvandrende gnuer og zebraer – ”The Migration".

 

Det er en fantastisk oplevelse, der tiltrækker mange rovdyr og den berømte flodkrydsning fra utallige naturudsendelser foregår blandt andet netop i Masai Mara. På Masai Sprog betyder Masai Mara det plettede sted. Stedet er savannen – pletterne er akacietræer, som er spredt ud over de store sletter i det klassiske billede med ”træet på savannen”.

 

Dag 11 Masai Mara National Park – Nairobi

Efter morgenmaden går turen tilbage til Nairobi. Rejsen krydser atter Great Rift Valley med de mange smukke vulkaner og ved ankomst i Nairobi spises frokost på restaurant Karen Coffee Garden, der ligger tæt på Karen Blixens museum og gamle farm, som naturligvis besøges.

 

Herefter køres til lufthavnen for afrejse med fly. Der serveres aftensmad om bord. Dagen efter landes i Europa, hvorfra der flyves videre til København.

 

Dag 12

Hjemkomst til Danmark.

 

Turen kan forlænges med et ophold på 3-4 overnatninger langs Kenyas vidunderlige kyst

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tillæg for enkeltværelse kr. 3.870.

 

Arrangementet inkluderer

 

Inkluderer ikke