Til forsiden

 Trekking Bureauet, Djalma Lunds Gaard 5B 4000 Roskilde Tlf.: 4632 0532

AfrikaAsienMellemøstenNew ZealandSkotland

AnbefalingerInformationsmøderUdstyrslisterGrupperejserFlybilletter

 

 

Kilimanjaro og teltsafari
Bestigning af Kilimanjaro - Afrikas højeste bjerg - ad den krævende og flotte Machame rute er en fantastik spændende udfordring og oplevelse. Derudover byder rejsen på telt safari på Serengeti savannen og i Ngorongoro-krateret. Betragt rejsebeskrivelsen som et oplæg, der justeres efter årstiden.

Afrejse
Hjemkomst
Antal dage
Rejseleder

Efter eget valg
Efter eget valg
15
Lokal engelsktalende guide

Priser
Fra kr. 22.495 per person v/4 personer
Fra kr. 23.375 per person v/2 personer

Tillæg for enkeltværelse/telt kr. 765.

 

Rejseplan  (Printvenlig version)

Dag 1 Afrejse fra Danmark

Dag 2 Nairobi - Arusha
Ankomst om morgenen til Kenyas hovedstad Nairobi. Bustransport fra Nairobi til Tanzanias "safarihovedstad" Arusha. Efter nogle timers kørsel når vi frem til Namanga, hvor vi krydser grænsen mellem Kenya og Tanzania.
Når pas- og toldformalia er ordnet, kører vi endnu nogle timer og ankommer til Arusha først på eftermiddagen. Senere på dagen mødes vi med Trekking Bureauets lokale samarbejdspartner, hvor de kommende dages praktiske detaljer gennemgås.
Aftenen er til fri disposition.


Dag 3 Arusha - Machame Camp (3000 m)
Vi bliver hentet på hotellet ca. kl. 9 og kørt til Sunny Safaris kontor. Bagagen skal på det tidspunkt være delt i to dele: Den del af bagagen, der ikke skal med på Kilimanjaro, opbevares i depot hos Sunny Safaris, og det kan ske i en pose eller plasticsæk eller tilsvarende. Bagagen, der skal med på Kilimanjaro, skal pakkes på en håndterlig måde i f.eks. rygsæk eller pølsetaske, der er egnet til at blive båret af en bærer. Denne del af bagagen må maksimalt veje 15 kg incl. de 2-3 liter drikkevand, der er nødvendige til de første par dage.

Alternativet til at lade sin bærer bære drikkevandet er, at man selv bærer det i sin dagrygsæk.

Hos Sunny Safaris bliver vi endvidere præsenteret for vores guider og nogle af bærerne. Der er beregnet i gennemsnit 2½ bærere pr deltager, og hertil kommer to eller tre guider til gruppen afhængig af gruppestørrelsen! Kokken og hans hjælpere indgår i antallet af bærere.

En gruppe på 10 skal således bruge 2 guider og ca. 25 bærere. Grunden til det store antal bærere er naturligvis, at der ud over deltagernes 10 x 15 kg skal bæres telte, madvarer, kogegrej etc op til seks dages forbrug, så det er lidt af en "delegation", der skal af sted.

Der er ca. to timers kørsel fra Arusha til Machame Village (1800 moh), hvor vi ved gaten skal mødes med de sidste bærere. Vi skal checkes ind hos parkmyndighederne (så de kan have styr på os dagligt), og samtidig fordeles bagagen på bærerne. Efter en times tid er der afgang til den tur, som vi alle har set frem til med spænding og stor forventning.

Vi starter stille og roligt op gennem regnskoven. Den ene af vores guider vil altid gå i spidsen og sætte tempoet, for det er meget vigtigt ikke at gå for hurtigt. Vi vil ofte i de kommende dage høre hans "kommando" pole-pole, der betyder langsomt på swahili.

Et andet swahili-ord, som vi vil høre og bruge meget i de kommende dage er: Jambo! Det betyder noget i retning af Hej, og det bruges praktisk talt ved ethvert møde med en bærer eller guide, uanset om han overhaler os eller passerer os i modsat retning.

Fra gaten er der 10 km - 5-7 timers trek gennem regnskoven til Machame Camp (3000 m). Stigningen er på 1200 højdemeter, og der er meget stejlt undervejs. Stien, vi går på, er for det meste smal, og på de stejleste steder går man stort set kun på de trærødder, der ligger på tværs af stien. Spændende er det, selv om der ikke er så meget dyre- og fugleliv, som man måske kunne forvente. Men et par aber kan det måske blive til.

 


Machame Camp ligger stort set, hvor regnskoven slutter, og den mindre bevoksning begynder. Når vi når frem, er teltene rejst, og vi bliver budt velkommen med varm the og varme popcorn, der luner dejligt som optakt til den dejlige middag, der serveres senere på aftenen. Aftensmaden består som regel af suppe, varm ret, frugt samt kaffe/the.

Dag 4 Machame Camp - Shira Camp (3840 m)
Trek fra Machame Camp til Shira Camp (3840 m). Vi skal i dag vandre 6 km, og det tager 5-7 timer. Stigningen er på 840 højdemeter. Den første del af trekket denne dag er forholdsvis stejl, men senere flader det noget ud. Campen ligger i et område med fyrretræer, og der er en pragtfuld udsigt mod Mount Meru (4566 m), der ligger lidt nord for Arusha. Vi kan se toppen, der rager op over skyerne.

Vi er nu nået en højde, hvor tågen pludselig kan komme væltende op nede fra, og hvor vi derfor skal være forberedt på, at det kan blive køligt med kort varsel.

Dag 5 Shira Camp - Barranco (3950 m)
Vi skal videre fra Shira Camp til Barranco Camp (3950 m). Turen er på 10 km, og det tager 5-7 timer at vandre dette stræk. Stigningen er kun på 110 højdemeter, men undervejs skal vi flere gange op over 4200 m og en enkelt gang over 4400 m. Ruten er derfor meget varieret - og flot.

Dag 6 Baranco - Barafu (4600 m)
Nu nærmer vi os! Vi skal fra Barranco Camp til Barafu Camp (4600 m), der er den sidste inden opstigningen. Strækket er på 8 km, der tager 8-9 timer. Stigningen er på 650 højdemeter, men det går meget opad og nedad. Flere steder går det så stejlt opad, at vi er nødt til at tage hænderne i brug for ikke at dratte ned.

Vi begynder her at skulle regne med nattemperatur på cirka minus 5-10 grader og dagtemperatur på cirka 5-6 grader.

Dag 7 Barafu - Uhuru Peak (5896 m) - Mweka (3000 m)
I Barafu Camp går vi tidligt til køjs og sover vi til klokken 1130 om aftenen, hvor vi får en kop te og kiks. Ved midnat (til dag 7) begynder vi så den direkte opstigning mod Uhuru Peak (5896 m), der er toppen af Kilimanjaro. Turen er på 5 km, og det tager 6-7 timer i buldrende mørke. Stigningen er på 1296 højdemeter, og det går meget stejlt opad de fleste steder. Temperaturen falder normalt ved tre-tiden om natten, så på den sidste del af stigningen skal vi regne med en temperatur på 10-20 minusgrader!

Især på denne del af turen er påklædningen særdeles vigtig. Man fryser og sveder på skift, så derfor er det vigtigt at være godt og fornuftigt klædt på. Og have 1-2 liter vand med sig.

Ved en gruppe på 10 deltagere vil der normalt være tre guider med (to guider og en assistent) på den sidste tur op. Hvis en eller flere deltagere bliver nødt til at gå ned på grund af forfrysninger eller højdesyge, vil de blive fulgt ned til campen af en guide, og det plejer at gå stille og roligt.

Efter (forhåbentlig) at have nydt solopgangen og den fantastiske udsigt over gletsjerne og den afrikanske savanne, vender vi om og går tilbage til Barafu Camp, hvor teltene stadig er rejst og soveposerne rullet ud. Vi får et mindre måltid mad og kan nu krybe i poserne for at få en lille lur en times tid, inden vi skal videre ned ad bjerget.

Vi skal ned til Mweka Camp (3000 m), en forholdsvis lang tur på 12 km, og det tager 6-7 timer. Nedstigningen er i alt 2800 højdemeter denne dag, men det er sjovt bare at gå nedad og nedad og nedad …

Dag 8 Mweka - Arusha
Sidste dag på bjerget. Vi skal fra Mweka Camp til gaten, en tur nedad på 10 km, og det tager 3-4 timer. Nedstigningen er på 1600 højdemeter, og det meste af turen går ned gennem regnskoven. En meget flot tur.

Vel ankommen til gaten får vi udstedt certifikater til henholdsvis Uhuru Peak eller Stella Point til de
, der kom helt op eller næsten helt op. Derefter får vi lidt frokost, og bærerne og guiderne skal have deres drikkepenge (løn) udbetalt. Der er her, vi siger farvel og tak for vel udført arbejde til bærerne.

Vi bliver afhentet af Sunny Safaris, der sørger for transporten tilbage til Arusha. Fra gaten er der to timers biltransport tilbage til Arusha. Vi skal have udleveret bagagen, der har ligget i depot hos Sunny Safaris, og så er der tid til et ordentlig bad. Aftenen er til fri rådighed, og forplejning er for egen regning.

Dag 9 Lake Manyara
Tidlig morgenafgang fra Arusha mod Lake Manyara National Park. Parken er beliggende små 130 kilometer vest for Arusha og køreturen dertil tager 2 timer. Inden selve safarien begynder spiser vi den medbragte frokost. Vi kører eftermiddagssafari i den nordlige del af Lake Manyara, og de første dyreobservationer får vi sandsynligvis umiddelbart efter vi er kommet ind i selve nationalparken.

Lake Manyara fik status af nationalpark i 1960 og parken dækker et areal 330 kvadratkilometer, hvoraf søen udgør de ca. 220. Det relativt lille område landjord består af et meget varieret landskab med åbne græssletter, skov og sumpe.
Parken er især kendt for sine træklatrende løver (vi har dog aldrig selv set dem klatre i træer…..!) men der er skam også andre spændende dyr som f.eks. elefant, flodhest og giraf. Desuden stor artsvariation indenfor fugle – anslået omkring 400 arter, både stand- og trækfugle, heriblandt pelikan og flamingo.
Safarikørsel er koncentreret i den nordvestlige del af parken.

Når eftermiddagens safari er ovre, forlader vi parken og kører til vores lejrplads Twiga Camp.
Twiga Camp ligger tæt ved indgangen til Lake Manyara og har gode faciliteter såsom toiletter, brusebad, bar og restaurant.

Dag 10 Lake Manyara - Serengeti
Efter morgenmaden fortsætter vi til Serengeti National Park. Det er en lang køretur, men der er heldigvis masser at se på undervejs.
Det første stykke går opad mod højlandet omkring Ngorongoro. Der er flere flotte udsigtspunkter bl.a. med udsigt over Lake Manyara. Efter at den medbragte frokost er indtaget, begynder transporten at have karakter af decideret safarikørsel. De sidste 100 km kører vi ad savannen igennem Ngorongoro Conservation Area og den sydlige del af Serengeti.

Undervejs gør vi et kort stop ved Olduvai Gorge, menneskehedens vugge. Her gjorde familien Leakey i 1959 nogle opsigtvækkende fund - mere end 1.8 millioner år gamle rester af forfædre til Homo Sabiens. Der er et mindre museum på stedet.

 

Lidt afhængig af tidsplanen kan besøget ved Olduvai Gorge blive udsat til dag 6, hvor vi kører tilbage fra Serengeti til Ngorongoro.

Efter et par timers safarikørsel når vi endelig vores camp Seronera, der ligger centralt i Serengeti National Park. Middag og overnatning.

Dag 11 Serengeti
Hele dagen tilbringes i Serengeti. Vi kører safari i de tidlige morgentimer og igen sidst på eftermiddagen.

Serengeti er den mest kendte af Tanzanias nationalparker og er en del af det store Ngorongoro/Serengeti/Masai Mara økosystem. Serengeti fik status af nationalpark i 1951 og med sine mere end 14.000 kvadratkilometer er den Tanzanias 2. største (efter Selous). Parken har et meget varieret landskab med både åbne græssletter, savanne og bakket skov. Her træffer man stort set alle de kendte afrikanske savannearter i Serengeti – store løveflokke, hyæner, antiloper, giraf, bøffel, flodhest og elefanter for blot at nævne nogle. I den våde periode fra november til maj står her op til 1,5 millioner gnuer og zebraer, og det er et ubeskriveligt syn at opleve disse enorme mængder af vildt.
Serengeti er et besøg værd året rundt. Morgenmad, frokost og middag i Seronera Camp.

Dag 12 Serengeti - Ngorongoro
En sidste tidlig morgensafari i Serengeti, inden vi fortsætter til Ngorongoro.

Ngorongoro Conservation Area dækker et samlet areal på godt 8300 kvadratkilometer, hvoraf selve Ngorongoro-krateret udgør de ca. 260 kvadratkilometer.
Ngorongoro-krateret er i virkeligheden en kollapset vulkan, og det 600 meter dybe "hul" opstod efter et større udbrud for ca. 2,5 millioner år siden. Kraterbunden er i dag et frodigt område med vekslende landskab bestående af sodasø, græsland, sump og skov.
Det anslås at der lever omkring 20.000 dyr i krateret – fortrinsvis græsædere såsom zebra, gnu, og gazelle samt rovdyr som løve, hyæne og sjakal. De største dyr som elefanter og bøfler kan ses med det blotte øje fra kraterkanten – de mindre dyr må man betragte på safari ture nede i selve kraterbunden.

Vi når vores lejrplads, Simba Camp Site, midt på eftermiddagen, og har inden da gjort stop ved selve kraterkanten og nyt dette enestående syn over kraterbunden. En ubeskrivelig oplevelse, der kan tage pusten fra enhver!
Simba Camp Site ligger kun kort kørsel fra selve kraterkanten på den vestlige side af krateret. Det er den eneste lejrplads i området, hvorfor vi må tage til takke med forholdene som de nu engang er – det er ikke altid at vandforsyningen er konstant og de øvrige faciliteter kan virke noget nedslidte. Vores chauffører, kok og hjælpere vil dog gøre alt for, at vi får en dejlig oplevelse her inden vi skal besøge kraterbunden næste dag.

Middag og overnatning i Simba Camp Site

Dag 13 - Ngorongoro krateret
Vi spiser tidlig morgenmad og kører herefter ned i selve krateret. Efterhånden som vi nærmere os kraterbunden ser vi sandsynligvis de første dyr og endnu engang fascineres vi af dette storslåede sted. Vi kører safari hele formiddagen, og midt på dagen spiser vi den medbragte picnic.
Efter frokost forlader vi krateret og kører tilbage til lejrpladsen for at samle vores bagage og nedtage teltet. Det er hermed blevet tid til at tage afsked med lejr-personalet, inden vi kører tilbage til Arusha.
Sidst på eftermiddagen ankommer vi til Arusha og tager her afsked med vores chauffører.
Selve safarien er hermed slut.
Resten af dagen på egen hånd.

Dag 14 Arusha - Nairobi hjemrejse
Morgenmad på hotellet og formiddagen til fri disposition. Først på eftermiddagen kører vi tilbage mod Nairobi i Kenya, krydser grænsen ved Namanga og ankommer til Nairobis internationale lufthavn først på aftenen.
Afrejse sidst på aftenen.

Dag 15 Ankomst til Danmark
Flyskift i enten London eller Amsterdam og ankomst til Danmark sidst på formiddagen.

Priser
Fra kr. 22.495 per person v/4 personer
Fra kr. 23.375 per person v/2 personer

Tillæg for enkeltværelse/telt kr. 840.

 

Informationsmøde

 

Tilmelding til rejse


Prisen inkluderer:

Fly fra København/Billund-Nairobi t/r med Kenya Airways, lufthavnsskatter, landarrangement som beskrevet dag 2 til dag 14, morgenmad på hotel i Arusha, helpension på Kilimanjaro og safari, på bjerget medfølger 2 ½ bærere pr. person + kok + 1-2 engelsktalende bjergguider dag 3 til dag 8, safari i 4-hjulstrækker med garanteret vinduesplads (max. 5 deltagere pr. køretøj), erfaren engelsktalende chaufførguide under safari, parkentreer samt bidrag til Rejsegarantifond.

Prisen inkluderer ikke:
Drikkevarer, øvrige måltider, drikkepenge, sygdomsafbestillingsforsikring 5 % af rejsens pris, rejseforsikring (vi forhandler Europæiske og Gouda – få et godt tilbud fra os), transitvisum til Kenya (2 x US$ 10) og visum til Tanzania (US$ 50 eller DKK 400) samt øvrige udgifter af personlig art.

Trekking Bureauet, Djalma Lunds Gaard 5 B, 4000 Roskilde. Tlf.: 46 32 05 32 E-mail mail@trekkingbureauet.dk

 

Rejsebure